Socialdemokratisk Kvindekonference 2015

IMG_0487 - KopiKvinde – kend din indflydelse!

Det var titlen på den socialdemokratiske kvindekonference 2015  – Q15. I år kunne konferencen fejre to jubilæer: Det var 40. gang, at den blev arrangeret, og 2015 er demokratiets 100 års jubilæum. Den danske grundlov er ganske vist fra 1849. Men først i 1915 blev stemmeret og valgret til nationale valg også en ret for kvinder. Dermed har vi kun haft demokrati i 100 år.

Det var dejligt solskin, da vi hundrede kvinder ankom til Hotel Sabro Kro ved Aarhus d. 21. august for at tilbringe en hel weekend i ligestillingens tegn. Der var rettet an med en dejlig buffet, og derefter blev arrangementet skudt i gang med en heftig peptalk af Lotte Heise.

IMG_0489 - Kopi”Da jeg blev spurgt, om jeg ville åbne denne her kvindekonference, havde jeg lyst til at sige: ”JA! Hvor MANGE kvindekonferencer MÅ jeg åbne?” indledte hun. Og så fortsatte hun ellers: ”Kvinder skal lære at ikke at finde sig i noget. Hvornår har man hørt om en mand, der fandt sig i at få serveret en lunken bøf på en restaurant, hva’? Nej, vel? Men der findes ikke TAL på de TUSINDVIS af lunken kopper cafe latte, kvinder har skyllet ned. Det er PISSEDYRT, og det er SKIDEBILLIGT at lave, og de tjener BOXEN på det! Så det er bare med at komme op af stolen og forlange en kop VARM kaffe!” – Og så fortsatte hun ellers med eksempel på eksempel. Hun mente også, at man skal lave kvoter for kvinder i bestyrelser, i topledelse og i forskning, ”for ellers får vi først ligestilling om HUNDREOGHALVTREDS ÅR!”

Derefter var der paneldebat med deltagelse af tidl. miljøminister Kirsten Brosbøl, DSU-næstformand Maj Jensen og tidl. og kommende Køge-borgmester Marie Stærke. Camilla Fabricius, politisk ordfører i Aarhus Byråd, var ordstyrer.

Maj Jensen sagde: ”Jeg er rigtig glad for at være inviteret med til årets kvindekonference. Det er vigtigt, at vi har arrangementer i partiet, hvor vi mødes og diskuterer politik og samfundets udfordringer. Det er stadig utrolig relevant at diskutere ligestilling i Danmark. Magten, pengene og indflydelsen tilfalder stadig i stor stil mænd, mens retten til at give omsorg for børn forbeholdes kvinder. Som socialdemokrater vil vi altid arbejde for at nedbryde de strukturer, der fastholder mennesker i låste positioner uden frihed til selv at forme deres fremtid – om det så er forstokkede idéer om køn, forældres fattigdom eller image1 - Kopiuddannelsesniveau.”

Kirsten Brosbøl har startet Folketingets Tværpolitiske Netværk for Seksuel og Reproduktiv Sundhed og Rettigheder. Hun tager hvert år ud og besøger folkeskoler i uge 6; den uge, hvor skolerne sætter fokus på seksualundervisning. Og det gør hun bl.a. for at undervise piger og drenge i, at det ikke er i orden at undertrykke piger seksuelt, heller ikke gennem verbal chikane. Det tværpolitiske netværk beskæftiger sig
også med mødredødelighed, teenagegraviditeter og familieplanlægning i ulande.

Marie Stærke delte ud af sine erfaringer som kvinde i politik, særligt som kvindelig borgmester, og hvilke udfordringer det kan have. ”Det er vigtigt at have et samarbejde med de andre partier i byrådet. Man skal have tillid til hinanden, så man kan lave nogle aftaler på tværs af politiske skel. På den måde kan man skabe resultater i politik”, sagde hun.

Aftenen sluttede med fællessang, hvor jeg sang for efter IMG_0555 - Kopibedste evne. Der var lavet en flot sangbog til lejligheden.

En af partiets mangeårige ligestillingsforkæmpere, Marianne Bruun, var oplægsholder på konferencen. Hun satte fokus på den manglende ligestilling i vores eget parti: ”Socialdemokratiet er en ekstremt kønsskæv organisation. På alle niveauer i organisationen, fra medlemsfordeling til øverste ledelse og i de folkevalgte organer er fordelingen ca. en tredjedel kvinder overfor to tredjedele mænd.” Se hele Marianne Bruuns oplægstekst andetsteds her på siden.

Om lørdagen beærede vi Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard med vores besøg. Han tog imod i byrådssalen på Aarhus Rådhus, hvor han veloplagt fortalte om Aarhus Kommunes bestræbelser på at fremme ligestilling og mangfoldighed. I Aarhus er mangfoldighed så vigtigt, at borgmesteren har nedsat en taskforce, der arbejder målrettet med det. Bundsgaard ser ligestilling i et bredt perspektiv, som også inkluderer handicappede og folk med anden etnisk baggrund. I Aarhus-borgmesterens optik fungerer arbejdet nemlig bedst, når der er mangfoldighed i ledelsesgruppen. Det var forfriskende at møde en mandlig socialdemokratisk borgmester, for hvem ligestilling og mangfoldighed er så grundlæggende en værdi.

Vi håber, han vil inspirere andre (mandlige) socialdemokrater i samme retning.

Dernæst var der en flot tale af Lone Hindø, som var den første kvinde nogensinde i Aarhus Magistrat.
Lørdagen bød desuden på et besøg på Kvindemuseet i Aarhus, med velkomsttale af museumsdirektør Merete Ipsen, og et glas champagne.

Tilbage på Sabro Kro var der oplæg af forkvinden for PES Women, Zita Gurmai, festtale af forkvinde for Socialdemokraternes Udvalg for Køn og Ligestilling, Gunvor Wibroe, og aftenunderholdning ved stand up-komiker Sanne Søndergaard og musik af Fars Grise.

Søndag var der  oplæg af lektor Solveig Schmidt fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun fortalte om, hvad kvindelige politikere og debattører skal gøre for at slå igennem i pressen. Desuden var der oplæg af ligestillingsforsker Annette Borchorst fra Aalborg Universitet.

Dernæst var der oplæg af Lizette Risgaard, som kandiderer til posten som Danmarks næste LO-formand og dermed kan overtage posten fra Harald Børsting – en af landets mest indflydelsesrige poster.

I weekendens løb blev mange emner diskuteret: Hvordan får vi mere barsel til mænd? Skal vi have kvoter for kvinder? Hvad gør vi ved løngabet på 17% mellem mænd og kvinder? Hvad betyder de sociale medier for de unge kvinders identitet? Hvad bliver konsekvenserne af, at piger mere end nogensinde bliver gjort til sexobjekter i raptekster og på de sociale medier? Hvad gør vi ved trafficking og prostitution?
Og i diverse taler blev der også sat fokus på de sejre, kvinder har opnået gennem tiden: Mathilde Bajer, der sammen med sin mand Frederik Bajer stiftede Dansk Kvindesamfund, som havde stor indflydelse på opnåelsen af kvinders stemmeret, Nicoline Lublau som var den første kvinde der holdt Grundlovstale i Danmark, Inge Lehmann, som lavede banebrydende forskning i seismologi og blev hentet ind til USA og udnævnt til æresdoktor, først ved Columbia University og siden ved Københavns Universitet,  Nina Bang, som var verdens første kvindelige minister i en demokratisk valgt regering, Dagmar Petersen, som var den første socialdemokratiske kvinde i Aarhus Byråd, professor Nina Smith, som blev Danmarks første kvindelige vismand og mange, mange flere.
Det var et fantastisk velorganiseret program, og man mærkede, at arbejdsgruppen sigtede efter det højeste niveau, også i anledning af det dobbelte jubilæum. Og det lykkedes.